Kun enkelte biler tillades inde i området, resten parkeres helt udenfor.

For 25 år siden blev der bygget en lille bilfri by udenfor Lund i Sverige. Byen hedder Jakriborg, opkaldt efter de to ingeniører Jan og Krister Berggren. Den ligger lige op ad jernbanestation i Hjärup, med rigtig gode togforbindelser til Malmø og Lund. Man kan desuden nemt cykle til Lund på 15 min. og til Malmø på 45 min. Skolen ligger 1 km væk, på den anden side af jernbanen.

Derfor er det muligt at bo der uden bil. En del har dog bil, men de skal parkere udenfor byen. I Jakriborg må man kun cykle og gå, kun dårligt gående og håndværkere mv. må køre derind.

                                                        Omkring husene ses der kun parkerede cykler og hyggelige byrum.

Det helt særlige er desuden arkitekturen med pudsede mure, bindingsværk og høje tagrejsninger, som er stærkt inspireret af middelalderens hansestæder ved Østersøen. Kritikerne kalder det en kulisseby og historieromantik. Men beboerne er glade for omgivelserne og den ro, som man kun finder i bilfri områder. Støjen fra jernbanen er afskærmet af en bymur, også i bedste middelalderdesign.

Der er godt 400 lejligheder med 1 – 5 værelser, alle udlejet igennem byggeselskabet. Priserne er rimelige, så selv nogle danskere finder det attraktivt at bo der. Man skal have en fast indkomst eller pension for at kunne få adgang til en lejlighed. Pt. er alt udlejet.

                                                        Byggestilen er gammeldags med pudsede farverige mure.

Grundlæggerne var inspireret af deres eget barndomsmiljø omkring St. Petri i Malmø, hvor der var trygt og stille, og butikkerne lå lige henne om hjørnet. Jakriborg er designet af arkitekterne Marcus Axelsson og Robin Manger og anses for et svensk eksempel på New Urbanism.

                                                        Det centrale torv giver plads til fælles aktiviteter, f.eks. det årlige julemarked.

Og fungerer det så?

Ja, der er faktisk rigtig rart og stille. De farvede huse og variationerne i bebyggelsen gør en mere glad end ved de mange monotone nybyggerier i Danmarks forstæder. Så kan man egentlig godt se bort fra, at der ikke ligger en helt ren stamtavle. Mange virkelig gamle områder er jo reelt blevet kraftig moderniseret for at kunne fungere som nutidige boliger, og derfor kan man jo også diskutere, hvor ægte de nu er med strøm, undertag og designerkøkkener.

                                                               Indenfor byporten ses den lange støjmur mod jernbanen, og her placeres bilerne.

I Jakriborg er der enkelte butikker og en restaurant, men ellers kan man tage udenfor byen. De fleste pendler jo hver dag. Men mange nye boligudstykninger kunne lære noget om at flytte bilerne ud og satse på det stille og nære rum omkring husene, hvor man kan mødes med naboerne. Stationsnærhed og fine SuperCykelstier giver gode muligheder for at bo uden bil eller med mindre brug af bil.

Lad os se det danske bud på et bilfrit Jakriborg!