Jeg har arbejdet rigtig meget med påvirkning af borgernes adfærd som led i en overordnet mobilitetsstrategi. Det handler om at skabe opmærksomhed omkring emnet, anvise muligheder for løsninger og tilbyde borgerne at være med til nye aktiviteter. Det vil mange rigtig gerne, hvis der er oplagte handlingsmuligheder, som gavner både dem selv, samfundet og miljøet.
Jeg har været med til at udvikle og gennemføre mindst 30 forskellige kampagner i Odense indenfor mobilitet og mindst 20 kampagner i andre byer som Fredericia, Aarhus, Helsingør m.fl. Og de rigtige kampagner virker, det har vi evalueret.
Min styrke ligger i at forenkle handlingerne, så borgerne nemt kan se sig selv som medspillere. Jeg arbejder oftest sammen med kommunikationsmedarbejdere, internt eller eksternt i kommunerne. Jeg sikrer, at der er bund i hver en detalje, økonomisk, juridisk, teknisk og at tidsplanen kommer til at holde.
Jeg har en kreativ vinkel på opgaverne, som betyder, at jeg gerne revurderer og nyudvikler løsningerne. Mit faglige netværk er meget stort, og hvad jeg ikke selv har, det finder jeg.
Jeg vil kunne bidrage til f.eks.:
- Konceptudvikling
- Aktivitetsplan
- Kommunikationsplan
- Kontakt til leverandører og medhjælpere
- Evaluering og afrapportering
Her er mine primære referencer indenfor kampagner:
Indkøb på cykel – projektleder
Projektet sigtede på at få flere til at købe ind på cykel. Borgerne blev tilbudt 1.000 foldekurve og 5.000 bike sacks til bagagebæreret. Evalueringen viste, at flere købte ind på cykel end før, og at de købte betydelig mere som følge af projektet.
Odense Kommune 2018
Bike the Track – Track the Bike – projektleder
EU støtter projektet, der sigter mod at få flere til at cykle. Grundprincippet bygger på 3 teknologier, der er udviklet af Fredericia Cykelby: trådløs registrering af chip på cyklerne, registrering med app ved hjælp af GPS og registrering ved indtastning i central database. Der gennemføres 14 store events i 7 lande med sigte på at aktivere skolebørn og forældre på deres fritidsture.
Fredericia Kommune 2012 – 2015
Mobil ruteinformation for cyklister – projektleder
Der gennemføres kampagneaktiviteter i tilknytning til en nyudviklet app, hvor cyklister motiveres til at cykle mere.
Troels Andersen Trafikplanlægning for Aarhus Kommune 2012 – 2013
Helsingørcyklen – cykelekspert
Projektledelse i forbindelse med udvikling og implementering af et ambitiøst cykelprojekt. 100 cyklister fik stillet en foldecykel og en smartphone til rådighed i et ½ år og hensigten var at demonstrere, hvordan foldecyklen i kombination med bil og kollektiv trafik kunne skabe mere cykeltrafik blandt deltagerne. Alle cykelture blev tracket med brug af GPS og dannede baggrund for en omfattende evaluering.
Troels Andersen Trafikplanlægning for Helsingør Kommune, 2011 – 2012
Cykelalarmer – projektleder
Projektet sigtede på at uddele 1.000 cykelalarmer fordelt på 3 modeller til cyklister i Aarhus for at forebygge cykeltyverier. Projektet blev evalueret på baggrund af spørgeskemaer blandt deltagerne.
Troels Andersen Trafikplanlægning for Aarhus Kommune, 2011
Publikationer
Jeg har bl.a. skrevet disse artikler til Trafik & Veje – klik for at læse:
Effekten af 100 cykelkampagner
Aarhus Cykelby giver cykeltyvene kamp til stregen